Frivillige aktiviteter
På Langkær lægger vi stor vægt på, at der er gode muligheder for at dyrke fritidsinteresser på skolen efter skoletid. Vi ved, at et godt fagligt miljø og spændende fritidstilbud går hånd i hånd. Hvis du er glad for at gå på skolen og har gode venskaber på tværs af klasserne, er du også mere motiveret for at lære.
På Langkær har vi et særligt princip
Er der mere end 20 elever, der ønsker et hold oprettet efter skoletid, så finder vi en af byens bedste trænere og et lokale på skolen. Mulighederne er mange. Det kan være alt fra kor, fodbold og spansk til madlavning, boksning og drama. Nedenfor kan du læse mere om skolens aktuelle tilbud.
Musik
Langkær har et bredt og varieret musikliv efter skoletid. Du kan deltage i frivillig undervisning og du kan øve på egen hånd i et band eller en spillegruppe. Den frivillige undervisning kan omfatte kor og forskellige former for sammenspil eller større projekter som f.eks. musicals, hvor der indgår solister, kor og band.
Skolens bands og grupper har adgang til at øve i øvelokalet i kælderen efter skoletid. Her stiller skolen instrumenter og sanganlæg til rådighed, og grupperne kan få gode råd og hjælp af den professionelle musiker Christen Frost. I årets løb vil grupperne også få mulighed for at spille for skolens elever, f.eks. ved MGP-festen. De to bedste bands går videre til det intergymnasiale MGP mellem gymnasierne i Århus.
Billedkunst
Har du en god idé? Har du et billede du gerne vil have udtrykt? Eller har du bare lyst til at sætte billede på en stemning? frivillig billedkunst er svaret! En gang om ugen har du efter skoletid mulighed for at arbejde med billedkunst. I billedkunstlokalet får du gratis materialer og vejledning stillet til rådighed til at udvikle dine kreative evner i et hyggeligt og inspirerende fællesskab. Du får også mulighed for at følge forskellige undervisningsforløb: croquis maleri billedanalyse museumsbesøg tegning skulptur. Ved skoleårets start i august bliver der annonceret datoer og tidspunkter. Du kan arbejde med dit projekt, når du kan eller i øvrigt har lyst.
Filmklubben på Langkær
Klubben drives af et udvalg bestående af engagerede elever og lærere, som viser både gamle og nye film efter skoletid. Filmene vises på et stort lærred i fællesauditoriet, hvor vi sørger for at skabe den rette biografstemning. Alle på Langkær er velkomne i klubben, hvor der er gratis adgang. Og filmudvalget modtager meget gerne forslag til kommende filmforevisninger.
Idræt
Langkær tilbyder alle interesserede elever at deltage i fritidsundervisning i idræt efter skoletid. Du får mulighed for at dyrke idræt på tværs af klasser og niveauer.
Normalt tilbyder vi fritidsundervisning i følgende idrætsgrene: Fodbold, badminton, basket, volley, styrketræning, håndbold og tummel.
Har du andet, du brænder for, kan du selv få indflydelse. Hvis I er nogle stykker der har en god ide, kan I være med til at præge skolens idrætsliv. I er altid velkomne til at tale med en idrætslærer om det.
Langkær har tradition for både at deltage i og arrangere intergymnasiale turneringer i en række idrætsgrene, ligesom vi har vores interne skolemesterskaber, f.eks. i udendørs og indendørs fodbold.
Idræt kan være mange ting, og nogle skoleår har der f.eks. også været mulighed for at gå til taekwondo eller dans.