• Skolens profil
  • Studie- og ordensregler
  • Skolebestyrelsen
  • Ledelse og udvalg
  • Personale
  • Kontor og pedeller
  • Internationalt samarbejde
  • Projekter Langkær er med i 
  • For forældre
  • For censorer
  • Langkærforeningen
  • Eksamensresultater
  • Uddannelsesstatistik
  • Elevmiljøundersøgelse 2010








 

For forældrene
Som forældre til en elev i gymnasiet eller på HF vil I opleve, at forældrerollen skifter karakter. Det vil for de fleste forældre være naturligt, at kontakten til skolen bliver mindre tæt, end den var i folkeskoletiden.
Ikke desto mindre synes vi, at det er vigtigt, at uddannelsesforløbet hos os også bliver vedkommende og vigtigt for jer forældre. Vi mener, det er vigtigt, at I løbende kan følge med i skolens liv og dagligdag, fx her på hjemmesiden, og vi opfordrer jer til jævnligt at tale om skolehverdagen med jeres søn eller datter over middagsbordet.
Derudover er der nogle faste arrangementer i løbet af skoleforløbet, hvor vi gerne vil byde jer velkomne på skolen.

Introduktionsmøde
For alle 1g’ernes forældre holdes der i begyndelsen af skoleåret et introduktionsmøde på skolen.
Klassens teamlærere præsenterer undervisningen, aktuelle forhold drøftes, og skolen og dens forskellige muligheder vises frem.

Lærerkonsultation
Skolen tilbyder konsultation – en samtale mellem faglærer og forældre/elev i 1.g og 2.g. Konsultationen giver mulighed for at få en solid evaluering af den enkelte elevs situation og muligheder. Vi lægger specielt vægt på, at konsultationen i 1g anvendes – en god start i skoleforløbet er helt afgørende.

Forårskoncert, musical og filmfestival
Skolen tilbyder sine elever rig lejlighed til at udfolde sig kreativt, fx gennem musik og filmproduktioner. Som forældre har I jævnligt mulighed for at se nogle af resultaterne ved arrangementer på skolen. Ved Forårskoncerten spiller musikholdene, og ved den årlige filmfestival dyster mediefagsholdene om priser foran publikum. Skolen afholder musical hvert andet år, og ved forestillingerne plejer der ikke at være sparet på hverken musik, dans eller skuespilstalent.

Den store skolefest
Den store skolefest er afgangsklassernes arrangement og her spares der ikke på anstrengelserne for festligt at markere, at uddannelsesforløbet nærmer sig sin afslutning. Her danses lanciers akkompagneret af det store lanciersorkester, der er fællesspisning og fuldt hus.

Dimissionen
Dimmissionen i juni måned er den store afslutning på skoleforløbet med overrækkelse af eksamensbevis, tale til studenterne og en afsked med skolen for eleverne. Forældre og pårørende er meget velkomne til at være med til at fejre dagen

Ekskursioner
I en række fag er der mulighed for at tage på ekskursioner af en eller flere dages varighed. Med DSB er grupperejser i indlandet gratis.
Ekskursioner og studierejser er frivillige for den enkelte elev, men deres gennemførelse er afhængig af omtrent fuld tilslutning fra klassen eller holdet.
Hvis en elev ikke deltager, vil denne blive stillet opgaver i passende omfang. Udgifter til ekskursioner og studierejse må samlet i skoleforløbet ikke overstige 4200 kr.

 
Langkær Gymnasium & HF - Kileparken 25 - 8381 Tilst - Tlf: 86 24 20 11 - mailto@langkaer.dk